Eva Gunilla Embring har altid kæmpet med overvægt, dårlig selvtillid og grimme kommentarer fra venner og familie. Da hun efter mange år fik diagnosen PCOS, forstod hun endelig hvorfor. Men det har ikke gjort tilværelsen nemmere for hende.
“Jeg har altid følt, at jeg stod på et sidespor og ventede på, at livet skulle gå i gang. Jeg har tænkt, at det nok bare er sådan, livet er.”
Sådan beskriver Eva Gunilla Embring, der i dag er 59 år, den første halvdel af sit liv. Hun har altid kæmpet med sin selvtillid.
Da hun blev voksen, fandt hun endelig ud af, hvorfor hun altid havde haft det så svært: Hun har PCOS.
At få stillet diagnosen gav hende mere forståelse for hendes anderledeshed, og hvorfor hun skulle kæmpe ekstra hårdt:
“Jeg har altid kæmpet med mit selvværd og min selvtillid. Jeg kunne ikke forklare, hvad det var, men jeg følte mig altid skæv,” siger hun.
Hvad er PCOS?
- PCOS er en forkortelse for Polycystisk Ovariesyndrom.
- Sygdommen rammer hver 7. kvinde i den fødedygtige alder og er dermed den mest almindelige hormonelle forstyrrelse hos kvinder.
- For at få diagnosen, skal man leve op til mindst to af tre kriterier:
- Mange cyster på æggestokkene.
- Uregelmæssig eller udeblivende menstruation.
- Forhøjet testosteronniveau og/eller øget hårvækst.
- De hyppigste symptomer er overvægt, uregelmæssig menstruation, infertilitet, akne, tyndt hår på hovedet og øget hårvækst på krop og i ansigt.
- For kvinder med PCOS er motion og sund kost særlig vigtigt, da vægttab kan mindske symptomerne, og p-piller og diabetespræperatet metformin er den hyppigst anvendte medicinske behandling.
- Der er større risiko for at udvikle diabetes, kræft i livmoderen, søvnapnø, forhøjet blodtryk, hjertekar sygdomme, alzheimers og demens samt psykiske udfordringer som depression, angst og lav libido.
Kilde: Sundhed.dk og Sundhedsstyrelsen
Den følelse kom især på grund af den måde, hvorpå andre talte til og om hende.
Da Eva var 13 år, begyndte folk at kommentere hendes overskæg.
“Jeg blev ved med at sige, det har jeg haft længe. Men det blev nok bare kraftigere der,” siger Eva.
Det var der, at hun kom i puberteten. Det er en tid, der er forbundet med store forandringer, men for Eva var der flere end for de fleste andre.
Hun fik også sin første menstruation i den alder, og derefter gik der et helt år, før den kom igen.
Men så kom den hele tiden. Med ét havde hun menstruation to gange om måneden – ofte op til en uge ad gangen.
Og smerterne var lige slemme hver gang.
“Det gjorde pisse ondt. De første to dage var jeg altid sengeliggende. Jeg lå og sparkede ind i væggen, fordi jeg havde så mange smerter.”
Hun var nødsaget til at tage meget smertestillende medicin før og under menstruationen for at fungere i hverdagen.
“Det var bare at prøve at få taget pillerne, inden det begyndte at gøre rigtig ondt. Fordi ellers så kunne jeg godt glemme, at de virkede,” siger Eva.
På grund af de store smerter begyndte hun at tage p-piller som 18-årig.
“Der begyndte min søster at sige, at jeg var blevet tyk. Hun har altid sagt, at jeg ikke har nogen hals. Hun mente, det var p-pillernes skyld. Jeg tænkte, at det var sådan, min krop udviklede sig, fordi jeg nåede den alder.”
Den slags kommentarer fik hun fra både familie og klassekammerater.
“Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle tabe mig, fordi folk har været fokuseret på maven. Og det var også min vægt, drengene drillede mig med,” siger Eva.
Hun blev ved med at tage på, selvom hun var fysisk aktiv som ung.
Hun cyklede seks kilometer hver dag for at komme i skole. Hun var rigtig glad for at ride og var dagligt ude ved hesten. Derudover gik hun også til håndbold og gymnastik i perioder.
“Jeg var i gang hele tiden og havde så meget energi,” siger Eva.
Men fordi hun var overvægtig, var hendes forældre meget kritiske.
“Jeg er vokset op med at få at vide, at jeg er doven. Det sidder meget, meget dybt i mig.”
I løbet af teenageårene blev hun mere og mere træt.
De mange udfordringer fulgte hende i første halvdel af hendes liv.
Men så fik hun øjnene op for, hvad forklaringen kunne være.
“Min mor og jeg havde snakket meget om, hvad det var, fordi hun kunne jo også godt se, at jeg så ikke ud som mine søskende.”
Hendes mor havde læst om PCOS i et dameblad. Dengang var der langt mindre kendskab til sygdommen, og Eva havde aldrig hørt om den før.
Hun gik derfor til sin læge og fortalte om sine symptomer. Hun nævnte blandt andet, at hun havde meget kraftig menstruation, var overvægtig, havde skægvækst og var blevet meget tyndhåret.
“Der affejede lægen det fuldstændigt. De syntes ikke, at jeg havde noget problem med mit hår. Men det lignede sjask. Jeg havde nærmest måne.”
Hun var ved lægen flere gange for at få en henvisning til en gynækolog, der kunne stille diagnosen, men valgte til sidst at skifte læge:
“Jeg tænkte, at det ikke kunne blive værre. Men på et tidspunkt får jeg åbenbart sagt de rigtige ord. Hun sagde, at det mindede meget om en anden patient, hun havde.”
Eva fik endelig taget blodprøver, der bekræftede, at hun både havde forhøjet testosteron og insulinresistens.
Hun spurgte lægen, hvordan hun kunne forbedre sine symptomer og blive rask.
“Det eneste, lægen har sagt, er, at jeg skal tabe mig, så bliver det bedre.”
Så blev hun sendt videre til gynækologen, der kunne bekræfte, at hun havde cyster i æggestokkene. Altså levede hun op til alle kriterier for at have PCOS.
Gynækologen satte hende på metformin og spironolactone, som hjalp hende med vægttab. På et tidspunkt var hendes vægt nede på 78 kilo.
Metformin bliver brugt til at regulere blodsukkeret, mens spironolactone er et vanddrivende middel, der kan sænke produktionen og virkningen af testosteron. Men det kan også give for højt kalium, og det skete for Eva.
Derfor blev hun nødt til at stoppe med begge dele, og hun tog kiloene på igen.
Smerterne blev for meget
Også den voldsomme menstruation hver anden uge kæmpede hun stadig med. Det var hun træt af og måtte gøre noget ved det.
Derfor besluttede hun sig for at få fjernet livmoderen, da hun var i slut 30’erne.
“Det var noget, min gynækolog foreslog. Jeg var single, så der havde jeg accepteret, at jeg ikke skulle være mor. Fordi jeg ville ikke stå alene med et barn.”
Eva var med på ideen.
“Hvis jeg fik min menstruation meget sjældent, som de fleste med PCOS, havde det været nemmere. Så havde jeg måske heller ikke været så ivrig efter at få livmoderen fjernet.”
Den menstruation, der havde tynget hende i mange år, forsvandt.
“Indimellem har jeg kunnet mærke, at hormonerne har været i gang med et eller andet, fordi æggestokkene sidder der.”
Kort tid efter mødte hun sin nuværende kæreste, Morten. Han var flyttet ind i lejligheden ved siden af hendes.
Morten har en søn fra et tidligere forhold, men Eva og han har aldrig fået børn, da de mødte hinanden sent i livet.
Hun ærgrer sig over, at hun ikke fik stillet diagnosen tidligere, så de havde mulighed for at komme i fertilitetsbehandling.
Vægten rykkede sig aldrig
Før Eva fik diagnosen, var hun hele tiden på kur, fordi hun så inderligt ønskede at tabe sig.
“Engang prøvede jeg en, hvor jeg skulle drikke ahornsirup med cayennepeber og citronsaft. Det smagte af lort. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at smage godt,” fortæller hun og griner.
Hun har også forsøgt sig med udelukkende at drikke citronsaft og har været på diverse pulverkure.
“Hver gang har jeg kun tabt væske. Som jeg jo lynhurtigt tog på igen. Og sådan kan man jo ikke leve.”
Hun har prøvet at spise meget lidt ad flere omgange.
“Der har været perioder, hvor jeg spiste 1200 kalorier om dagen i flere måneder. Og jeg bevægede mig lige så meget, som jeg plejede at gøre. Men jeg tabte mig ikke, det blev bare siddende.”
Nu har hun fået et andet forhold til mad og tænker meget over det i hverdagen. Blandt andet undgår hun at drikke sine kalorier, så
Men hun har stadig en enorm trang til sukker.
“Slik har altid styret mit liv. Men når jeg spiser sukker, så bliver jeg mere træt, fordi mit blodsukker går amok. Så de dage, hvor jeg ikke har været ude i slikskabet og kigge, er jeg meget stolt af mig selv,” siger hun.
Derfor tænker hun over at spise en kost, der både indeholder protein, fedt og kulhydrater.
“Jeg prøver at finde formlen til at spise, så mit blodsukker er normalt, og jeg taber mig samtidig.”
Nu håber hun på, at hun kan søge noget hjælp hos lægen. Hun vil gerne have taget blodprøver for at se, om der er nogle tal, der ikke er, som de skal være.
“Selvfølgelig er dit helbred dit eget ansvar, men der er bare nogle blokeringer, der gør, at det ikke er så ligetil.”
Hun lever et halvt liv
Inden længe runder Eva de 60 år.
Og hun tænker meget over, om hun snart går i overgangsalderen. Hun fortæller, at hun ikke har mærket noget til den endnu.
Når kvinder går i overgangsalderen, forsvinder PCOS ikke. Æggestokkene stopper med at producere kønshormoner, men en mindre del bliver dannet i binyrerne.
Faktisk bliver det sværere for mange kvinder at holde vægten, fordi forbrændingen bliver lavere. Samtidig følger insulinresistensen én hele livet, og risikoen for diabetes bliver større.
Lige nu er hun stadig meget tynget af sine symptomer. Særlig fylder trætheden meget.
“Jeg bruger 110 procent af min energi på arbejde. Og så er jeg så i underskud, når jeg kommer hjem. Det er ofte Morten, der laver maden. Og så ligger jeg bare på sofaen.”
Hun fortæller, at det er som at leve et halvt liv. Sådan havde hun det ikke som barn.
“Jeg har faktisk haft meget energi før. Nu er det, som om jeg har en dyne over hovedet. Jeg ved ikke, om det bare er sådan at blive ældre.”
Hun forsøger at bevæge sig i det omfang, hun kan.
“Der var en periode, vi gik til yoga. Så har vi prøvet en periode at gå til fitness. Men jeg har aldrig prøvet, at det at dyrke fitness gav mig energi nok til, at jeg løb hjem.”
Hun føler, at hun er mere træt, end hun burde være.
“Et eller andet sted har jeg accepteret det, men jeg er også irriteret. Fordi jeg ved, at jeg har mere energi et eller andet sted herinde,” siger Eva.
Nu vejer hun 105 kilo, hvilket er det højeste, det nogensinde har været.
“Jeg var bare så gal, da jeg opdagede, at den var kommet over 100,” siger Eva og griner.
Og selvtilliden kæmper hun stadig med. De nedladende kommentarer fra hendes barndom fylder stadig meget for hende.
“Mit billede af mig selv er, at jeg er en stor, fed flødebolle. Det har det altid været. Det er det stadigvæk. Nu vejer jeg altså også mere, end jeg nogensinde har gjort i hele mit liv.”
Redaktionen har kontaktet Dansk Selskab for Almen Medicin og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi med henblik på at få en udtalelse om de kritikpunkter, kilden fremlægger i artiklen. Begge selskaber er blevet kontaktet ad flere omgange på både telefon og mail, men de har ikke ønsket at medvirke.